"Drabsefterforskning - Virkelighed eller Fiktion?"

Arne Woythal er kriminalassistent og har i 25 år beskæftiget sig med drabsefterforskning. Han har været ansat i Gladsaxe Politis afd. A, Rejseholdets Drabssektion og siden 2007 I Københavns Vestegns Politis Personfarlig Kriminalitet. Han har i sin lange karriere i politiet været med til at efterforske nogle af de mest spektakulære forbrydelser. Blandt andet æresdrabet i Slagelse på Gazala Khan og Tønder-sagen. I sin tid i drabsafdelingen i Gladsaxe Kriminalpoliti var Arne Woythal med til at efterforske et dobbeltdrab i Herlev, der resulterede i, at der for første gang i Danmarkshistorien blev afsagt to livstidsdomme til gerningsmænd i samme sag.

Sideløbende med sin aktive karriere som drabsefterforsker ved Københavns Vestegns Politi har Arne Woythal skrevet kriminalromanerne De Dræbtes Advokat, Den Hollandske Forbindelse, Gribbene fra Sofia og Under Nordlys.

Det er forfatterens bud på realistiske og troværdige kriminalromaner. 

I sit foredrag “Drabsefterforskning – Virkelighed eller Fiktion?” tager Arne Woythal udgangspunkt i romanerne og kommer ind på politiets efterforskningsarbejde, afhøringsteknik, retsmedicin, kriminalteknik og ikke mindst DNA-registrering.

I foredraget fortæller Arne Woythal levende om sin karriere og tager dig med ind i forbrydelsens verden, hvor du får et indblik i det minutiøse arbejde, der ligger bag drabsefterforskning.

 

Kontakt for Booking: 25 11 68 47.

 

"Politiet i Internationale Missioner"

I sit foredrag ”Politiet i Internationale Missioner” tager Arne Woythal udgangspunkt i sin bog ”I Krig Med Politiet” og sine egne erfaringer fra en lang række missioner for dansk politi. Arne Woythal har i to omgange været udsendt som rådgiver for højtstående kriminalpolitichefer i Afghanistan. Missioner, der har budt på store udfordringer og efterforskninger i meget vanskeligt og ekstremt farligt miljø.

Hans virke for Rigspolitiet har også ført ham til en lang række lande i Mellemøsten og Afrika. Herunder Irak, Libanon, Kosovo, Kenya, Malawi, Sydafrika, Ghana, Rwanda og Sydsudan. 

I foredraget fortæller Arne Woythal medrivende om sine oplevelser og tager dig med ind i en verden, der er ukendt for de fleste.

"En Dansk Krigssejlers Historie"

Da Nazi-Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940, befandt godt 6.300 danske søfolk sig udenfor afspærringen, og de måtte hver især træffe et valg. For langt de flestes vedkommende betød det allieret krigstjeneste. Af dem vendte 1087 aldrig hjem.

I dette foredrag følger vi én af de danske sømænd, Axel Emil Martin Woythal, som var med i allieret tjeneste fra den første dag, og han vendte ikke tilbage til Danmark igen før den 9. marts 1946. Da havde han været med til at sejle engelske soldater ud af Dunkirk i 1940, været torpederet på vej til Murmansk i 1941, jagtet af ubåde i Det Indiske Ocean i 1942, bombet af Luftwaffe i Tripoli i 1943, fragtet amerikanske soldater i Stillehavskampagnen i 1944 og været udsat for Kamikaze-angreb i 1945 blot for at nævne nogle enkelte episoder.

Foredraget bygger på en lang række efterladte dokumenter og meget grundig research i Rigsarkivet, Museet for Søfart, Ministry of War i England og den nationale og internationale maritime litteratur.  

Arne Woythal tager udgangspunkt i sin bog "Fra Murmansk til Stillehavet ... historien om en dansk krigssejler i allieret tjeneste 1940-1945" og beretter fængslende om et kapitel i Danmarkshistorien, som er kendt af de færreste.